Eller hvordan man filosoferer med hammeren.
Afgudernes Tusmørke er det tredje af de fire mindre skrifter, som Nietzsche skrev i sit sidste år, hvor tanken ikke alene var fuldt intakt, men også sprogligt og vitalt skærpet: såvel hvad angår koncise formuleringer som diverse giftigheder. Værket har været oversat før (Jens Erik Kristensen og Lars Henrik Schmidt, Gyl. 1993), men denne udgave er problematisk af flere grunde - alle bliver nøje gennemgået i den nye udgaves indledning - så derfor denne nyoversættelse, der bl.a. øger antallet af nødvendige realnoter fra 41 til 303.Titlen spiller drillende på Richard Wagners opera 'Götterdämmerung' - lidt apropos Nietzsches forudgående skrift, Tilfældet Wagner - og med afguder tænker Nietzsche på alle dogmer og falske genier, alle religiøse frontskikkelser og filosofiske illusionister. Det er et oprydningsskrift, der vil sende disse afguder ind i tusmørket og derved gøre klar til en ny morgenrøde, hvor noget sundt og stærkt kan dæmre. Derfor hentyder undertitlen til den billedstormer, der - før hammeren falder - slår afgudebusterne an med en filosofisk stemmegaffel for at undersøge klangen: er den hul og falsk, så er det ud af vagten! Derfor kan man også karakterisere Afgudernes Tusmørke som en karakterbog, hvor Nietzsche overskuer en række temaer og skikkelser i den europæiske kultur - og fælder dom.Indhold:
- Strøtanker og modhager
- Problemet Sokrates "Fornuften" i filosofien
- Hvordan den "sande verden" omsider blev en fabel
- Moral som modnatur
- De fire store fejltagelser
- Menneskehedens "forbedrere"
- Hvad tyskerne mangler
- Strejftog af en utidssvarende
- Hvad jeg kan takke de gamle for
- Hammeren taler
Mediernes anmeldelser
Yderligere information
Vis mere
Kommentar