“jeg tænker at jeg besynger mig selv lidt vel meget, men hvem ellers har tænkt sig at gøre det? ingen tror jeg! så træder jeg til for mig selv og er en galant ridder der forguder mig “Sådan lyder det fra jeg’et i Cecilie Linds nye digtsamling Den nye spejltrådskaserne, efterfølgeren til sidste års storroste langdigt Mit Barn (Gyldendal 2019). Og på mange måder kan Den nye spejltrådskaserne da også læses sådan, som en lang besyngelse, af hverken musen eller elskeren, men nærmere af jeg’et selv. Digtsamlingens flakkende og omskiftelige jeg. Et jeg der både er mor og datter, født og fødende, stewardesse og filmstjerne og mange andre ting og roller. Aldrig rigtig ét stabilt jeg, men så alligevel.Tempoet er sat i vejret, og hvis Mit Barn udstak en kun lidt mere opbyggelig og let dechifrerbar retning for Linds forfatterskab, så er hun med Den nye spejltrådskasernetilbage i vanligt vilter stil. Bogen veksler mellem kortere lyriske prosastykker og længere poetiske ophobninger, det hele med Linds velkendte legende sprog. Ordene får tyngde og lydligheden, kadencen og rimene er ikke bare pynt, men som altid hos Lind, en pointe og en kvalitet i sig selv.For Mit Barn blev Cecilie Lind nomineret til Politikens Litteraturpris og høstede fantastiske anmeldelser fra dagbladende. Benedicte Gui De Thurah Huang kvitterede i Politiken med 6 hjerter og kaldte bogen en “suveræn bog om moderskabet” og skrev at “Langdigtet ’Mit barn’ er måske Cecilie Linds bedste til dato”. Ligeledes kvitterede Martin Gregersen med 6 stjerner i Kristeligt Dagblad og kaldte bogen, et:”Smukt og ubærligt langdigt om det vidunderligste og skrækkeligste af alt.”Cecilie Lind er født i 1991 og har udover Mit Barn på Gyldendal udgivet en række andre værker. Hun debuterede i 2011 med Ulven åd min eyeliner på OVBIDAT.Den nye spejltrådskaserneer Linds 8’ende udgivelse.
Mediernes anmeldelser
Yderligere information
Vis mere
Kommentar