Digtene, skriften i Døden og blæsten er mindst to ting. Den er et manende forsøg på at være i tabet (af en elsket person) og den særlige ʻbortnærværelse’, som er så fuld af kompleksitet og ambivalente følelser. Den er sorg- og længselsfuld, men også fyldt af ømhed og nærvær – den er helt igennem inspireret og båret af en inderlig tro på, at sproget kan rumme det tabte. At det tabte er i verden, men på en anden måde. Ordene lever. De er her sammen med én, ligesom verden i øvrigt: fuglene, husene, himlen, fuldmånen, inderlommerne, tagterrassen, børnene, der leger og gynger, solen.Men Juliane Preislers nye digte kredser ikke kun om tabet, det tabte, som lever i ordene. Livet lever også, her og lige nu, som bogens anden halvdel, BLÆSTEN, viser os. Døden og blæsten handler også om kærligheden, der flytter os – ja, kaster og blæser os rundt. Den er nye begyndelser, en besyngelse, som åbner skriften op for et andet blik på verden og sproget og himlen.Døden og blæsten er en kærlig skrift, en kærlighedsskrift, det er himmeldigte. Kærligheden findes!
Mediernes anmeldelser
Yderligere information
Vis mere
Kommentar