Med udgangspunkt i en oplevelse i barndommen af hvordan trætheden under en julegudstjeneste fremprovokerede en klaustrofobisk følelse af indelukkethed og eksklusion fra verden “udenfor”, undersøges forholdet mellem den type træthed der udelukker den enkelte fra sprogets og den sociale sfære ved en tilsløring af sanserne – samt den type træthed der i sin afvæbnende skrøbelighed åbner blikket for verden og den andens “epos”. I et fortættet sprog, hvor sætningernes snirklede syntaks vandrer med underfundig lethed, bevæger vi os rundt og rundt om de mange typer af trætheder som skrives frem og foldes ud, og det markante meta-niveau som kommer til udtryk i dialogens eksplicitte spørgsmål og svar får på elegant vis sanselig gestalt i billederne fra fortællerens personlige erfaringskatalog: fra barndommens kvalmende træthed i kirkerummets påtrængende “meningsfylde”, over studietidens opdagelse af nye typer trætheder og disses sproglige problemer – til mere generelle observationer omkring forholdet mellem den enkelte og fællesskabet, som træthedens forskellige udtryk lader ane som faldgruber og muligheder for den skrivendes blik.
Peter Handke, f. 1942, østrigsk forfatter. Med sin righoldige produktion som fortæller, lyriker, dramatiker, essayist og oversætter er PeterHandke en af de tysksprogede landes mest markante, men også mest omdiskuterede forfattere.
Mediernes anmeldelser
Yderligere information
Vis mere
Kommentar