Benjamin anså selv sit essay om Goethe og dennes klassiske ægteskabs- og partnerbytteroman Valgslægtskaberne fra 1809 som en ”eksemplarisk kritik”, hvor det lykkedes ham ”helt igennem at oplyse et værk indefra af sig selv”. En præmis for Benjamins litteraturkritik er, at kritikken skal være på højde med det kritiserede kunstværk, den skal så at sige selv være kunst. Derudover skal den være ”immanent”; det betyder, at den skal sætte værkets selvrefleksion i gang ved at oplade det med viden. Af samme grund tillægger Benjamin sin egen udlægning objektiv, overpersonlig gyldighed: Den blotlægger værkets egen inderste gehalt og sandhed, ikke kritikerens og slet ikke digterens subjektive intention. Kunstværker er for Benjamin ”sandhedens steder”. Intet mindre.(Fra oversætterens efterord)
Mediernes anmeldelser
Yderligere information
Vis mere
Kommentar