Da Willum kom ned i stuen igen, var det med en følelse af at have sovet som en gammel fabrik, hvis produktion havde været lukket ned i årevis. Hans øjne var hævede og blikket tåget som et fedtet forsatsvindue. En kongeørn kunne uden problemer have brugt hans hår til at bygge rede i og ville helt sikkert også have udklækket en hel del unger dér, uden på noget tidspunkt at lægge mærke til, at den faktisk lå oven på noget, som bevægede sig med omkring fem kilometer i timen. Willum havde det som om, han lige havde været igennem sin egen fødsel, og at en bulldozer havde strøget hans skjorte, mens han havde den på. På den ene side så han ganske forfærdelig ud. Forfærdelig, som når et menneske har været igennem en proces, der vidner om adskillige år i laboratorier med daglige undersøgelser, medicinske forsøg og sondemad, og som svier under den manglende taktilstimulering, et menneske båret oppe på psykofarmaka synes at afspejle - men på den anden side, så han slet ikke så forfærdelig ud som en person, der lige havde været igennem alt det, som han lige havde været igennem... han virkede faktisk glad.
Mediernes anmeldelser
Yderligere information
Vis mere
Kommentar